Release 1.4.8

Den 8. december blev version 1.4.8 af Blanketmotoren sat i produktion, hvis formål oprindeligt skulle have været, at færdiggøre overgangen fra e-Boks til Næste generation Digital Post (NgDP) og bl.a. fjerne al den kode som var knyttet til e-Boks opsætningen. Grundet udskydelse af NgDP, så må den del vente og releasen består i stedet af lidt småting som alligevel var på vej.

Release notes:

  • Klargøring til nyt NemLog-in: I forbindelse med overgangen fra NemID til MitID og NemLog-in2 til NemLog-in3, så vil den såkaldte UID-header fra brugernes NemLog-in blive udfaset. Det er en værdi som i dag anvendes i mange blanketter, og bruger der skal derfor også tilpasses. Fra og med i går er det nu muligt, at hente loginets unikke ID via funktionen xxf:get-request-attribute('nemlogin-id') som kan anvendes alle de steder, hvor der i dag bruges xxf:get-request-header('x-sector9-saml-uid'). Hermed starter vi en proces, der gør, at vi på et senere tidspunkt kan udfase UID-headeren endeligt.

  • Bedre mulighed for at lave valide kvitteringer til Digital Post: Som en del af implementeringen af NgDP kom også en validering af kvitteringens indhold, hvor NgDP indfører strengere krav end tidligere. Vi har tilføjet lidt ekstra logik som bl.a. fjerner ugyldige elementer som alligevel kun giver mening på en skærmkvittering og dermed gjort det nemmere at slippe igennem valideringen hos NgDP.

  • Fikset fejl, hvor første linje af fejlopsummeringen startede ude i højre side: Der har i Blanketmotoren været en fejl i stylingen som gjorde, at den første linje i fejlopsummeringen startede i øverste højre hjørne i stedet for den naturlige position i venstre side. Det er nu fikset.

  • Sprogversionering for skærmlæsere på “Tilføj”-knapper: Som en del af vores arbejde med at gøre Blanketmotoren fuldt tilgængelig har vi tilføjet oversættelser til en række attributter, der indtil nu kun har været på engelsk.

  • Bedre farvekontrast på links i blanketter: Som en del af vores arbejde med at gøre Blanketmotoren fuldt tilgængelig har vi fikset en fejl i stylingen af links i blanketter, som tidligere ikke var den korrekte farve fra Det Fælles Designsystem, men brugte den default lyseblå farve i Orbeon Forms.

  • Venstremenu forsvinder ikke længere på visse skærmstørrelser/zoomniveauer: Som en del af vores arbejde med at gøre Blanketmotoren fuldt tilgængelig har vi rettet en fejl som gjorde, at venstremenuen på blanketterne blev væk på visse skærmstørrelser og zoomniveauer.